Carsten Juhl

Nestor Seip stemmer blankt

– på en eller anden måde

 

Da Nestor Seip gik i mellemskolen i begyndelsen af 1960’erne fik han af sin meget engagerede og vidende geografilærer Knud Rasmussen altid at vide, at der var mellem 300 millioner og en halv milliard, der sultede, levede under eller lige ved et eksistensminimum og hvordan Rasmussen ellers omskrev verdens elendighed på baggrund af en dansk geografibog, der var blevet til i midten af 50’erne og som Rasmussen selv opdaterede ved at læse danske aviser og høre radio. Det forekom teenagerdrengen Nestor at være rigtig mange på baggrund af, at “vi” var 3,5 milliarder mennesker. Rasmussen tilføjede, at de fleste af de nødlidende var i Indien, resten nok i Afrika.

Maos “Store spring fremad” fra 1958 til 1961, der medførte den ene sultkatastrofe efter den anden for den kinesiske befolkning, hørte Nestor ikke noget om i geografitimerne, og det var ikke Rasmussens skyld. Selv i dag er der næsten ingen fotodokumentation af den katastrofe, eftersom det var forbudt at fotografere for alle bortset fra for medlemmer af det kinesiske Kommunistpartis propagandaafdeling. Men også selvom vi tilføjer de 45 millioner kinesere, der døde af sult, mens Nestor sad på skolebænken i Gladsaxe, så når vi ikke op over 15,5 % nødlidende af den daværende verdensbefolkning.

Ifølge Verdenssundhedsorganisationens seneste tal, så er der 2,4 milliarder, der ikke har adgang til vand, sundhed og i det hele taget livsfornødenheder i verden anno 2013. Og eftersom vi er blevet 7,5 milliarder, så er elendigheden i verden mere end fordoblet på 50 år: fra 15,5% til 32%. Til gengæld er det hvide aristokrati i Europa og Nordamerika blevet mere velstående. Bondeklassen, der sammen med industriarbejderne endnu dominerede befolkningsstrukturen, da Nestor gik i mellemskolen, er blevet erstattet af en bykultur med fritidshuse, biler og farvefjernsyn til alle (somme tider to til hvert hjem), udenlandsrejser, computere, digitale fotografiapparater, mobiltelefoner. Jo flere velfærdsproteser mod nord, desto mere gærer det i biomassen mod syd.

Nestor Seip har i mange år stemt til kommunevalgene: det gav mening, fordi han kendte de lokale problemer, der blev drøftet og havde ofte selv gjort sig tanker om mulige løsninger på biblioteks- eller hospitalsspørgsmål. Ja, selv de trafikale forhold havde han jo et ganske levende indtryk af, når han færdedes i København: således havde han fra begyndelsen af forstået, at den største dumhed bestod i nedlæggelsen af sporvognene i København (og Århus) samt at den dyre og rodede Metro, der nu kom til, så skulle have været bygget dengang, såfremt den ellers skulle have kunnet bidrage til byudviklingen. Det meste var altid for sent; det samme gjaldt den europæiske union. Her stemte Nestor altid: de europæiske valg udgjorde et signal mod nationalstaterne, og nationalstaterne havde fanden skabt: de var kun beregnet til at holde andre ude fra et landområde. Så lige så glad Nestor Seip var for at tale og skrive dansk, ligeså modvillig var han over for det at skulle “stemme dansk”: så det gjorde han aldrig. Som han sagde til sine børn: Hold jer fra folketingsvalgene, de drejer sig kun om danskernes griskhed. Det havde de nu ikke altid gjort, børnene, da de blev voksne, men på det seneste var de alligevel endt med at give ham ret.

Nå, men Nestor var nu kommet i tvivl om kommunevalgene også. Var de også en hvid, aristokratisk og pæredansk bekræftelse på, at man kan være sig selv nok og stemme om alt andet end Lampedusa? Lampedusa måtte vel i øvrigt også være en kommune, eller måske var der to eller tre kommuner på den lille ø? Jeg har glemt at fortælle, at Nestor er blevet falstring

på sine gamle dage: da han blev pensioneret sidste år flyttede han til et smukt gammelt træhus for enden af Gyvelvej i Marielyst på Falster, lige bag diget. Det måtte isoleres, der skulle indlægges fjernvarme, og vinduernes rammer var ikke blevet fornyet, siden byggemester Nils Olsen havde fået opført huset i 1935: så Nestor har ikke tænkt på så meget andet i 2012 og 2013. Men så læste han om Lampedusa og så billederne på TV en aften, da huset på Gyvelvej stod nogenlunde færdigrestaureret. Og de billeder bekræftede alle hans bange anelser: det gærede rigtigt meget i biomassen mod syd, og dertil kom alle de stakkels syrere, der flygtede fra de blodtørstige Assadbrødre i Damaskus. Det ulækre ved det hele blev tydeligere og tydeligere: I de 50 år, der var gået siden Nestor sad og lyttede til Rasmussen, var de arabiske og afrikanske lande blevet selvstændige, og der var opstået det ene undertrykkende regime efter det andet. Uden så meget som ønsket om “store spring fremad”. Måske fordi generalerne og politikerne vidste, at den slags kollektive anstrengelser gjorde ondt værre, eller fordi de kun tænkte på deres bankbøger i Schweiz. Under alle omstændigheder, så var der endelig kommet gang i noget rundt om Middelhavet, og især araberne gjorde sig umage for at finde løsninger og kæmpede. Tag nu syrerne: efter 40 år med Assadfamiliens despoti havde de gjort oprør, det var mere end danskerne havde gjort under Estrups og godsejernes ligeledes fyrreårige diktatur. Og så skulle de ende som druknede uden for Falster eller Lampedusa, når de efter 2-3 års revolution ikke orkede at kæmpe mere. Nej, man kunne ikke stemme kommunalt, hverken hvis Nestor var blevet hjemme i København eller her til storkommunen Guldborgsund.

Hvad der imidlertid bekymrende Seip mest var den blanke stemmes tillidsside: ville man stemme blankt for at vise, at man ikke havde tillid til partier, kommunalbestyrelser og regeringer, så var det en meget stor tillidserklæring at lade være med at sætte sit kryds. For det betød, at man faktisk troede på selve optællingens hæderlighed og alvor, at der ikke sad en “tilforordnet” og satte krydsene, når de manglede. Og når man nu helt klart vidste, at skattevæsenet, trafikstyrelsen, “Ridder Løkke” og mange andre faktisk var korrupte på den ene eller anden måde, så skulle fanden vise optællingsmyndighederne tillid. Og i dette land blev de blanke stemmer end ikke optalt separat, men røg over i bunken med “ugyldige”, så man kunne lige så godt selv ugyldiggøre sin stemmeseddel. For afleverede man den pæn og ubeskrevet, og satte ingen det manglende kryds for Nestor, så havnede den alligevel i bunken med en masse sedler, hvorpå der var skrevet øgenavne, kriskrams, Anders And, eder og forbandelser.

Men det havde Nestor Seip heller ikke rigtig lyst til, f.eks. at skrive ’lortesystem’ eller noget lignende. Det var for ynkeligt. Skulle Christiansborgsystemet angribes, måtte det være frontalt og åbent og ikke inde i en aflukket stemmeboks, demokratiets politiske toiletrum for en person.

Ganske vist havde Seip for mange år siden på en rejse ned gennem Frankrig mødt en tidligere italiensk revolutionær. Venegoni hed han, en forhenværende minearbejder, der manglede en arm: han fortalte, at hans og hans kammerater efter krigen altid havde skrevet “Viva la rivoluzione” på deres stemmeseddel. Altså “Leve revolutionen” til ære for optællerne, hvoraf halvdelen kom fra det kommunistiske eller det socialistiske parti. Det kunne give mening at provokere stalinisterne og deres venner, og så i Italien, der faktisk havde mange revolutionære. Men i Danmark? Hvor antallet af revolutionære kunne tælles på en hånd. Nestor sad og talte de personer, han havde læst om: Gerson Trier, Christian Christensen, Marie Nielsen, Aage Kjælsø, Asger Jorn. Fem revolutionære danskere i alt. Nej, der var ikke nogen grund til at skrive den slags herhjemme. Det ville end ikke kunne provokere Enhedslistens repræsentant blandt valghandlingens tilforordnede.

Der var naturligvis også den transvestittiske Dirch Passers bud fra revyen Lommerlyst på ABC Teatret: “Ska’ vi sofa eller hva’? Det er lige hva’ vi ska’.” Med stemte s’er som Cleo på Bakkens Hvile. At vælge sofaen frem for at stille sig op i køen ved Væggerløse skole, hvor stemmeafgivningen skulle foregå…

Hvad køerne angik, var der dog en markant forskel mellem valghandlingen og indkøb i den lokale brugs, som udgjorde de sædvanlige sofavælgeres hovedaktivitet på valgdagen, mens de nysgerrigt så over kirkepladsen på afstemningsstedet. Mens køen i den lokale brugs altid omfattede folk, der drøftede, om der ikke burde åbnes “en kasse til”, så var der ingen i køerne ved Væggerløse skole, der brokkede sig over, at et af bordene var uden kø, mens et andet havde en kæmpekø. Nester Seip kunne næsten få lyst til at gå hen og hente sin seddel bare for at opleve borgernes respekt for cpr.-numrenes tilfældigheder.

 

Note:

Det er ikke første gang, jeg beskæftiger mig med Nestor Seips liv og levned. Engang i 1980’erne havde jeg mulighed for at præsentere, hvad Seip havde begået i de 50 år, der adskiller de to begivenheder, jeg her har beskrevet. Det var da Helmuth Friis redigerede de teoretiske indslag på Danmarks Radio i anden halvdel af 1980’erne. Udsendelserne blev sendt om formiddagen; og er arkivet i Danmarks Radio ikke blevet nedlagt i mellemtiden, så vil man kunne finde båndoptagelserne under Helmuths navn.

Carsten Juhl, København, 26. oktober 2013.

______________________________

Carsten Juhl ( ) er uddannet Cand. mag. i historie og italiensk fra Københavns Universitet. Han har været ansat som lektor i kunstformidling ved Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler siden oktober 1990 og som leder af Afdelingen for teori og formidling siden oktober 1996. Carsten Juhl har udgivet bøger om Italien, politisk økonomi, kunstteori og æstetik samt oversat tekster af Agamben, Baudrillard, Boccioni, Bordiga, Déotte, Kant, Lyotard, Marinetti, Mondrian, Montale, Perniola og Serres til dansk.